Dagpenge

 

Beskæftigelseskravet
For at kunne få en ydelse fra a-kassen ( bortset fra orlov til børnepasning for lønmodtagere), skal du kunne dokumentere at have haft mindst 1924 arbejdstimer som fuldtidsforsikret eller 1258 timer som deltidsforsikret medlem indenfor de sidste 3 år ( kun arbejdstimer i en medlemsperiode medregnes i de 1924/1258 timer ). En erhvervsmæssig uddannelse af mindst 18 måneders varighed indenfor de sidste 3 år opfylder også kravet om beskæftigelse.

Periode
Fra 1. juli 2010 er retten til dagpenge skåret ned. Dette skyldes en lovændring, som blev gennemført af regeringen og Dansk Folkeparti.
Der kan efter 1. juli højst udbetales dagpenge i en periode på 2 år (104 uger) inden for 3 år. 
De 104 uger kan sammenlignes med et klippekort på 104 klip med en gyldighedsperiode på tre år. Du bruger af dine klip, hver gang du får udbetalt ydelser fra a-kassen. Du bruger et klip, uanset om du får fulde dagpenge eller supplerende dagpenge.
Hvis du før 1. juli 2010 havde mindre end 104 uger tilbage af din dagpengeret, er der ikke ændret herved - havde du 1. juli f.eks. 80 uger tilbage, vil du fortsat have 80 uger fra den 1. juli.
Alle ydelser tæller med. Den eneste undtagelse er orlov til børnepasning. Du bruger også af dine klip, når du er i jobtræning. Perioder med sygedagpenge forbruger også klip, hvis du er ledig, når du er syg. Sygeperioder udover fire uger forlænger perioden på tre år.

Nyuddannede
Hvis du har søgt om optagelse senest 14 dage efter du har afsluttet din uddannelse, vil du være dagpengeberettiget efter 1 måned og 1 dag.

Bekræft jobsøgning på Jobnet
Mens du er ledig, skal du 1 gang om ugen gå ind på internettet, på Jobnet.dk og bekræfte din jobsøgning. Hvis du ikke gør det, kan du miste retten til dagpenge for en periode. Du vil som ledig modtage vejledning i, hvordan du skal gøre det. Modtager du brev fra Jobcentret om, at du mangler at bekræfte din jobsøgning er det meget vigtigt, at du får det gjort inden for den nævnte frist - hvis du er i tvivl om hvordan, så ret henvendelse til Jobcentret eller a-kassen.

Rådighed - selvforskyldt ledighed
Du skal være til rådighed for arbejdsmarkedet og være arbejdssøgende til arbejde i fuldt normalt omfang – også i perioder, hvor du deltager i tilbud.
Du må ikke forbeholde din arbejdskraft for sæsonarbejde, en bestemt arbejdsgiver eller en bestemt arbejdsplads.

Som ledig skal du kunne tage arbejde med op til 3 timers daglig transporttid. Hvis du er ledig i mere end 3 måneder, skal du kunne tage arbejde med en samlet transporttid på mere end 3 timer daglig.

Sygdom
Bliver du syg, mens du er ledig, får du det samme i sygedagpenge som i arbejdsløshedsdagpenge.
Du skal da:

  • Kontakte jobcenteret den første dag og meddele det
  • Kontakte a-kassen og fortælle du er syg. Her får du nærmere besked om, hvad du skal gøre, når du bliver rask igen
  • Inden en uge fra 1. sygedag skal du kontakte dagpengekontoret i din kommune og fortælle du er syg, ellers mister du retten til sygedagpenge
  • Vær opmærksom på, at såfremt du har sygemeldt dig 2 gange i forbindelse med jobformidling eller andre aktiviteter på jobcenteret, skal a-kassen rådighedsvurdere dig, inden dagpengeudbetalingen evt. genoptages.
  • Efter 2-3 ugers sygdom bliver du kontaktet af a-kassen. Vi skal ifølge sygedagpengeloven have en samtale med alle sygemeldte ledige, inden for de første 4 sygeuger.

Ferie
Du skal give jobcenteret besked hurtigst muligt og senest 14 dage før du skal afholde ferie. Hvis du ikke gør det og bliver formidlet arbejde, som du er nødt til at afslå, fordi du skal holde ferie, får du 3 ugers karantæne.

Regler for karantæne ved selvforskyldt ledighed
Du er selvforskyldt ledig, hvis du ikke har haft en ”gyldig grund” til at opsige dit arbejde, eller hvis du er opsagt med en grund, der væsentligst kan tilregnes dig selv. Følgende situationer er også omfattet af reglerne om karantæne:

  • At kontraopsige sit arbejde
  • At acceptere for kort opsigelsesvarsel fra sin arbejdsgiver
  • At ophøre i tilbud, herunder et tilbud om omskoling mv.
  • At afslå formidlet arbejde
  • At afslå et tilbud om omskoling mv.
  • At afslå en jobplan
  • At afslå en uddannelsesplan
  • At melde afbud til eller udeblive fra møder eller andre aktiviteter

De ”gyldige grunde” der kan friholde for en karantæne kan du finde på Arbejdsdirektoratets hjemmeside www.adir.dk.

Karantænen
Konsekvensen af selvforskyldt ledighed er 3 ugers effektiv karantæne ved ophør, 2 uger ved udeblivelse. At karantænen er effektiv betyder, at du kun kan afvikle karantænen i timer, hvor du normalt ville være berettiget til dagpenge. Du kan derfor ikke afvikle karantæne på dage, hvor du eksempelvis holder ferie eller er syg.

Afvikling af karantæne
Karantænen kan afvikles i timer du normalt ville være berettiget til dagpenge for.

Karantænen betragtes som udstået, hvis den ikke er afviklet senest 3 måneder efter det tidspunkt, hvor du betragtes som selvforskyldt ledig fra.

Karantænen betragtes også som udstået, hvis du efter det tidspunkt, hvor du betragtes som selvforskyldt ledig fra, opnår mindst 185 timers arbejde (reglen for fuldtidsforsikret).
Hvis du er deltidsforsikret vil kravet om arbejde være 5 gange din gennemsnitlige ugentlige arbejdstid. Den gennemsnitlige ugentlige arbejdstid opgøres på baggrund af den periode der har været lagt til grund ved beregningen af din dagpengesats.

Gentagelsesvirkning
Du skal være opmærksom på, at hvis du 2 gange har været selvforskyldt ledig indenfor 12 måneder, mister du retten til dagpenge. Du kan herefter først opnå ret til dagpenge igen, når du har arbejdet mere end 300 timer indenfor 10 uger.

Supplerende dagpenge
Supplerende dagpenge er dagpenge, som supplerer din lønindtægt. Du kan få supplerende dagpenge i to tilfælde:

  • Hvis din arbejdsgiver sætter din arbejdstid ned
  • Hvis du er ledig og får et arbejde, hvor arbejdstiden er mindre end det, du har meldt dig ledig på

Hvis du er fuldtidsforsikret, må din ugentlige arbejdstid ikke overstige 29,6 timer. Er du deltidsforsikret skal arbejdstiden være nedsat med mindst 1/5. Hvis du som deltidsforsikret er meldt ledig på 25 timer om ugen, må du altså højst arbejde 20 timer om ugen, hvis du skal have supplerende dagpenge.

Du skal også være villig til at forlade dit job, hvis du får formidlet et arbejde med højere timetal.
Hvis du er fuldtidsforsikret, skal du kunne forlade jobbet med det samme. Det kan kun lade sig gøre, hvis din arbejdsgiver underskriver en såkaldt frigørelsesattest. Den giver dig ret til at sige op uden varsel.

Kun i en begrænset periode
Med frigørelsesattest kan du maksimalt få supplerende dagpenge i 30 uger inden for de seneste 104 uger.
Hvis du når op på 30 uger, og mister de supplerende dagpenge, kan du vælge enten at sige dit job op og modtage dagpenge eller at fortsætte i deltidsjobbet uden supplerende dagpenge.
Hvis du siger dit job op, når du ikke længere har ret til supplerende dagpenge, kan du gøre det uden at få karantæne. Bliver du i stillingen, kan du inden for de næste 26 uger sige op uden karantæne.
Hvis du bliver ved med at være tilmeldt som ledig, vil dine eventuelle fremtidige dagpenge blive udbetalt med den samme sats, som du fik supplerende dagpenge med.
Framelder du dig, risikerer du, at dine dagpenge bliver lavere, da de så bliver beregnet efter din deltidsindtægt.

Dagpengesatsen
Den sats, der vil blive udbetalt efter, er beregnet udfra din indkomst ekskl. arbejdsmarkedsbidrag, de sidste 12 uger forud for dit seneste arbejdsophør. Satserne reguleres hvert år den 1. mandag i året.
Alle beløb er før skattetræk og ved fuld ledighed.
De maksimale udbetalingssatser pr. 4.1.2010 er:

  • Fuldtidsforsikret pr. dag kr. 752 - pr. uge 3.760 - pr. år 195.520
  • Deltidsforsikret: pr. dag kr. 501 - pr. uge 2.505 - pr. år 130.260
  • Nyuddannede, fuldtid: pr. dag kr. 617 - pr. uge 3.085 - pr. år 160.420

Tjener du mere end 4.545 kroner om ugen (inkl. arbejdsmarkedsbidrag) og er fuldtidsforsikret, vil du kunne få højeste dagpengesats, hvis du bliver ledig.

Får du din ugentlige arbejdstid sat ned fra 37 til 20 timer, vil du kunne få supplerende dagpenge for 17 timer pr. uge.
Omregnet til kroner vil det se således ud: (3.760 : 37 x 17) = 1.728 kr. før skat.

Frivillige ulønnede aktiviteter
Du kan udføre visse frivillige ulønnede aktiviteter, uden det medfører fradrag i dagpengene.
Aktiviteterne kan bl.a. udføres for:

  • Private humanitære og sociale institutioner
  • Sportsforeninger
  • Kirkelige foreninger
  • Kollektive kulturelle aktiviteter

Når du deltager i de ulønnede aktiviteter, skal du skriftligt oplyse om:

  • Hvad det er for en ulønnet aktivitet
  • Hvor meget tid du har brugt og hvem aktiviteten udføres for

Skriv fx oplysningerne på dagpengekortet.
Inden du begynder på en frivillig, ulønnet aktivitet, skal du kontakte din lokale a-kasse. Her kan du få oplyst, om du kan udføre den uden fradrag i dagpengene.